Søndag den 25. juli 2004. Sun Peaks Resort (F). (Link til kortet)
Ingen kørsel idag.
Vi tog hejsen op i højderne d.v.s. 1856 meter og gik så op til et punkt “Top of the World” i 2080 meters højde. Her sad vi og nød udsigten. Der var lidt diset, men vi kunne da se langt. Herefter gik vi ad nogle stier ned til en lille sø, hvor vi sad og nød sceneriet. Vi havde et kort med, hvor stisystemerne var indtegnet.
I følge det kunne vi fortsætte vores vandring rund om et lille bjerg (stor bakke) for så på den anden side at støde ind i en anden sti, der gik tilbage til hejsen. Stien gik over en eng og ind i en lille skov, men der var ingen problemer med at følge stien, da der var hængt røde mærker op på træerne. Der var forøvrigt en formidabel udsigt ud over landskabet. Midt inde i skoven, der nu bestod af gamle forkrøblede fyrretræer og høje grandtræer forsvandt stimærkerne. Om vi havde overset et - eller der bare ikke var flere - vides ikke. Vi fulgte et spor, som vi mente var stien, idet retningen var god nok.
Vi mødte en anden vandrer, som var vendt om, da han ikke kunne finde nogen sti. Vi konfererede lidt og så på kort. Han mente så, at han var vendt om fortidligt, men ville dog ikke vende om endnu engang, så vi fortsatte på egen hånd ud af skoven og ind på en eng mellem 2 bjerge (store bakker). Her så vi to store og flotte elks, som ligner de danske kronhjorte. Vi gik videre, men nu begyndte stien af blive lidt sløret.
Til alt held havde jeg GPS’en med og husket at sastte et pejlemærke på punktet, hvor hejsen endte og sat spor-optageren til, da vi begyndte vores vandring rundt om bjerget.
I følge det kunne vi fortsætte vores vandring rund om et lille bjerg (stor bakke) for så på den anden side at støde ind i en anden sti, der gik tilbage til hejsen. Stien gik over en eng og ind i en lille skov, men der var ingen problemer med at følge stien, da der var hængt røde mærker op på træerne. Der var forøvrigt en formidabel udsigt ud over landskabet. Midt inde i skoven, der nu bestod af gamle forkrøblede fyrretræer og høje grandtræer forsvandt stimærkerne. Om vi havde overset et - eller der bare ikke var flere - vides ikke. Vi fulgte et spor, som vi mente var stien, idet retningen var god nok.
Vi mødte en anden vandrer, som var vendt om, da han ikke kunne finde nogen sti. Vi konfererede lidt og så på kort. Han mente så, at han var vendt om fortidligt, men ville dog ikke vende om endnu engang, så vi fortsatte på egen hånd ud af skoven og ind på en eng mellem 2 bjerge (store bakker). Her så vi to store og flotte elks, som ligner de danske kronhjorte. Vi gik videre, men nu begyndte stien af blive lidt sløret.
Til alt held havde jeg GPS’en med og husket at sastte et pejlemærke på punktet, hvor hejsen endte og sat spor-optageren til, da vi begyndte vores vandring rundt om bjerget.
Vi blev så enige om at ændre vores kurs, så vi gik lige imod hejsen, selvom det indebar, at vi måtte forlade det stisystem, som alligevel ikke var at finde. Vi fulgte nogle dyrevæksler og endelig stod vi pa en bakketop, hvor vi håbede at kunne se noget kendt. Det kunne vi ikke, men SPS’en viste at vi var ca. 1.6 km fra den sti, som vi havde gået på et par timer forinden.
Vi ændrede derfor igen retning og gik direkte mod stien. Det lykkedes at finde stien igen og vi åndede lettet op. Dog havde vi en træls stigning foran os, men vi viste, hvor vi var. Det var ved at blive lidt for spændende. Der kunne jo være bjørne i området. Vi talte højt sammen og lavede larm, så vi i det mindste ikke ville overraske en, hvis der var en.
Næste problem opstod da vi blev i tvivl om, hvad klokken egentlig var. Jeg havde glemt at tage ur på og uret i kameraet og uret i SPS’en var ikke enige om tiden. Enten var den 16.30 eller 15.30 og det var ikke ligegyldigt, da hejsen stoppede med at køre kl. 17.00. Jeg kunne ikke huske, hvilket ur, jeg havde stillet om til lokal tid.
Vi mødte en enkelt gruppe (3 pers.) pa vej op, og deres ur viste 16.30, så vi gik rask til og nåde hejsen kl. 16.59 og kom godt ned. Til vores undren var der mange pa vej op med hejsen og da vi kom ned kunne vi se, at klokken kun var 16.30, altsa havde vi været i godt tid. Godt vi ikke var begyndt at spekulerer over det oppe i ødemarken.
Vel nede fik vi en stor fadøl før vi gik hjem til hotellet for at vaske fødder og sandaler. De var nemlig møgbeskidte af alt det støv, vi havde gåaet i. Vi sluttede dagen af med at få en god bøf på en restaurant.
Vi ændrede derfor igen retning og gik direkte mod stien. Det lykkedes at finde stien igen og vi åndede lettet op. Dog havde vi en træls stigning foran os, men vi viste, hvor vi var. Det var ved at blive lidt for spændende. Der kunne jo være bjørne i området. Vi talte højt sammen og lavede larm, så vi i det mindste ikke ville overraske en, hvis der var en.
Næste problem opstod da vi blev i tvivl om, hvad klokken egentlig var. Jeg havde glemt at tage ur på og uret i kameraet og uret i SPS’en var ikke enige om tiden. Enten var den 16.30 eller 15.30 og det var ikke ligegyldigt, da hejsen stoppede med at køre kl. 17.00. Jeg kunne ikke huske, hvilket ur, jeg havde stillet om til lokal tid.
Vi mødte en enkelt gruppe (3 pers.) pa vej op, og deres ur viste 16.30, så vi gik rask til og nåde hejsen kl. 16.59 og kom godt ned. Til vores undren var der mange pa vej op med hejsen og da vi kom ned kunne vi se, at klokken kun var 16.30, altsa havde vi været i godt tid. Godt vi ikke var begyndt at spekulerer over det oppe i ødemarken.
Vel nede fik vi en stor fadøl før vi gik hjem til hotellet for at vaske fødder og sandaler. De var nemlig møgbeskidte af alt det støv, vi havde gåaet i. Vi sluttede dagen af med at få en god bøf på en restaurant.
