Til kortet - Forrige side - Næste side - Retur
Torsdag den 15. juli 2004. Fra Calgary (A) til Magrath (B). (Link til kortet)

I dag har vi kørt 361 km med en gennemsnitsfart af 89,8 km/t og en max. speed pa 115 km/t. Køreturen tog 3 timer og 21 minutter og med pauser var det totale tidsforbrug 4 timer og 27 minutter.


Det lykkedes af få sovet noget trods det “akavede” tidspunkt for en god nattesøvn. Efter morgenmaden checkede vi ud af hotellet og tog tilbage til lufthavnen, hvor vi skulle hente den bil, vi havde lejet til ferien. Det var en Oldsmobile med aircondition, automat gear og cruise control.

Vi startede så turen ned mod Magrath, hvor Thaine og hans familie bor.
Da vi var i god tid fandt vi et supermarked, hvor vi købte lidt til frokost. Den ville vi indtage i en af de mange parker, der var på ruten. I midlertid kom vi forbi et skilt til et udstillingscenter - Head-Smashed-In-Buffalo Jump - for det sted, hvor indianerne i gammel tid jog bissonerne ud over en høj skrænt for på den made at slå dem ihjel. Det var en interessant udstilling og vi spiste vores frokost her.

Vi ankom til Magrath og Thaines hus ved 16-tiden og blev hjertelig modtaget. Efter at have præsenteret os for hinanden var det blevet tid til spisning, hvor 3 af Terry og Thaines piger også deltog. Efter bordbøn blev der sagt “værsgo’” og der blev servert sandwich med tilbehør og vand eller saftevand til. De er mormoner, så der bliver ikke drukket kaffe, te eller alkoholiske drikke i deres hjem. Efter middagen kom et par af deres naboer på besøg. Den ene var dansker - Svend Aage Jensen. Han er født i Foldby, men har boet i Canada i mange år. Den anden var Thaines kusine, som også var Svend Ages svigerdatter, Shirley.

Vi lovede at komme over og besøge Svend Age for at se hans samling af billeder og bøger fra Danmark. Vi lovede også at tage et billede af hans fødegård - Hovmarken i Norring/Foldby, når vi kom hjem igen. (Vi kan se gården fra vores have i Hinnerup)

Head-Smashed-In-Buffalo Jump